Der var tre bommerter, og de kom alle sammen i de første ti sekunder. Christopher stod på hovedscenen i Industriens Hus med en fjernbetjening, han aldrig havde haft i hånden før. Knapperne sad omvendt i forhold til den, vi havde øvet med, så første tryk sendte slideshowet den forkerte vej, andet tryk gjorde det igen, og tredje også. Så kørte det, som det skulle, og sådan blev resten af dagen: højt tempo, et par ting der gik skævt, og en løsning hver gang.
Vi fortæller historien her, fordi den dag formede måden, vi i dag taler med klubber på. Men lad os begynde, hvor dagen begyndte.
Klokken 06:30 på en parkeringsplads i Holbæk
Vi mødtes tidligt den 5. maj 2026, og alle fem kom, tydeligt mærkede af for lidt søvn. Bilen var pakket til bristepunktet med et bord, en stor messeskærm, et garderobestativ, poser med slik til de besøgende og fem jakkesæt til gallamiddagen om aftenen. Vi skulle være i København klokken 07:30, og vi var bekymrede for trafikken hele vejen ind, men vi nåede det i god tid.
Industriens Hus var større, end vi havde forestillet os. Regionsmesterskabet havde ligget på Roskilde Katedralskole, og det her var noget helt andet: 41 hold fra hele landet, marmorgulve, glas hele vejen op og studerende, der løb rundt med kabler og bannere, mens vi stod med vores grej og kiggede. Da vi fandt vores plads, nummer 26, opdagede vi, at det cafébord, vi havde bestilt, ikke fandtes. En medarbejder beklagede, de havde ikke flere, og vores innovationslærer Özkan Tasdemir var den mest chokerede af os alle. Vi endte med at bruge vores eget scenebord i stedet, som viste sig at være både større og bedre.
Vi åbnede med teater
En pitch på en stor scene kan hurtigt blive en oplæsning af en forretningsplan, og det ville vi gerne undgå. Derfor indledte vi med et lille teaterstykke, en slags appetizer, før vi gik over i den mere sælgende del af pitchen. Christopher var fortæller, Jonathan spillede garderobemedarbejder, og Johannes, Emil og Max spillede tre gæster: én der havde mistet sin garderobebillet og stod i en situation, alle i salen kunne genkende, én der brugte fingerscan til garderoben og gik derfra tilfreds, og én der betalte med fingeren. Det var dramatiseret, ikke fjollet, men tydeligt nok til, at man kunne se problemet, uden at vi skulle forklare det, og vi kunne se på dommerne, at de lænede sig frem. Det er noget andet at se en frustration end at høre om den.
Da teatret havde varmet salen op, gik vi over i den del, hvor vi solgte løsningen: hvad den gør, hvad det koster at komme i gang, og hvorfor den giver mening for en klub. Og fejltrykkene? De ramte helt i begyndelsen, i de første sekunder, og de var ikke vores bedste indtryk. Man kunne godt fornemme, at Christopher blev irriteret, men de andre holdt masken, og da vi kom ned fra scenen, sagde drengene "HEYYY, det gik sgu da okay", og så gav vi hinanden high fives.
To fremmede ved en stand, der ikke var færdig
Da vi kom tilbage til plads 26, stod der to unge mænd og ventede. Standen var ikke klar endnu, for messeskærmen var slukket, og vores mobile garderobesystem lå stadig i kasserne. Vi kunne have bedt dem komme igen senere, men i stedet pitchede vi, mens vi samlede standen foran dem, og det føltes lidt pinligt at stå og skrue ting sammen midt i en samtale. Så fandt vi ud af, hvem de var: folkene bag VerifyID, europa- og danmarksmestre i samme konkurrence året før. De var imponerede, og de sagde, at vi ikke skulle tøve med at række ud, for de kendte det danske natteliv. Det er den slags, man ikke kan planlægge, og vi var heldige, at vi ikke bad dem vente.
Snakken med VerifyID ved stand 26. De tidligere europa- og danmarksmestre sagde, at vi ikke skulle tøve med at række ud.
Fem timer, og den fejl vi fandt undervejs
Resten af dagen stod vi ved standen, og der kom en jævn strøm af studerende, iværksættere og dommere forbi. Det, der gik igen, var, at de virkede oprigtigt interesserede, ikke bare høflige. Vi havde fordelt talepunkterne på forhånd, så Christopher lagde an med pitchen, Jonathan tog den dybere forklaring, Max det tekniske, Johannes messestandens design, og Emil forklarede, hvad en klubejer reelt får ud af det. En af dommerne spurgte, hvordan vi havde kunnet udvikle en så avanceret prototype, og Max svarede "Fordi de havde mig", hvorefter vi alle grinede, dommeren inklusive, for det var jo rigtigt.
Et sted midt på dagen gik det op for os, at vi gjorde noget forkert. Vi kom primært til at fortælle om løsningen som elever, altså mest om hvad vi havde bygget, og hvordan vi havde gjort det, og det virkede fint på dommerne, som netop skulle bedømme vores arbejde. Men det virkede skidt på alle andre. En besøgende iværksætter skal ikke høre om vores proces, og en klubejer skal kunne se, hvad de får. Så vi lagde om og begyndte i stedet med, hvad en klub sparer, og hvad gæsten oplever, og først derefter hvordan det virker, og reaktionerne blev mærkbart bedre med det samme. Klokken 15 gik vi ind til det lukkede dommerinterview med samme rollefordeling, og der præsterede vi højt. Dommerne var især optaget af, at vi kendte GDPR-kravene i dybden og samtidig havde bygget noget, der faktisk virkede.
Gallamiddag, og ingenting
Om aftenen skiftede vi til jakkesæt og kom op på toppen af Industriens Hus, hvor billedet øverst i artiklen er taget. Der var god mad, en DJ og iværksættere, der fortalte, og så blev priserne uddelt, særpriser først og hovedpriser derefter.
Vi fik ingenting.
Vi havde ellers regnet med den særlige produktpris, og vi troede virkelig, den var vores. Den gik til et andet hold, men da vi så deres produkt, kunne vi godt se hvorfor, for de havde fortjent den. Turen hjem var stille i starten, og ingen sagde rigtig noget, indtil en af os sagde: "Hey, hvem fanden har brug for særpriser? Vi kører det bare videre." Der var noget rigtigt i det. En fond skal ikke bestemme, om vores idé er værd at arbejde videre på, det er kunderne, der bestemmer det.
Mailen kom to dage senere
Placeringerne blev slet ikke nævnt til eventet, så vi kørte hjem uden at vide, hvordan vi havde klaret os. Først den 6. maj om aftenen kom mailen, og dagen efter viste Christopher den frem i klasselokalet, hvor vi jublede. Top 5 ud af 41 hold, 535 point i alt, fordelt på rapport, præsentation, standinterview og lukket dommerinterview, og vores to bedste karakterer var de to samtaler: 140 for det lukkede interview og 138 ved standen. Tredjepladsen lå på 546 point, altså elleve point fra os, og vi havde selv sagt inden, at en top 10 ville være helt fint.
Hvad vi tog med os
Den vigtigste ting, vi lærte, var ikke noget en dommer sagde. Det var noget, vi opdagede ved at forklare OneTap igen og igen i fem timer til folk, der ikke havde nogen grund til at være høflige: værdi først, altid. Hvad får klubben, og hvad oplever gæsten. Teknikken kommer bagefter, og kun hvis nogen spørger. Den erkendelse sidder stadig i alt, hvad vi laver, og hvis I læser rundt på resten af siden, vil I se, at den handler om, hvad I får ud af OneTap, og ikke om hvor dygtige vi synes, vi er. Det er ikke et tilfælde, det er den 5. maj, der stadig virker.
For os betød placeringen også noget, der er sværere at sætte ord på. En løsning til nattelivet, bygget af fem gymnasieelever, blev taget alvorligt af folk, der havde forstand på både forretning og natteliv. Den tillid er en del af det, vi har med, når vi banker på hos en klub i dag. Siden da har vi kortet pitchen ned, så den er hurtigere at forstå, og vi bygger nu den første version, der skal testes i et rigtigt natteliv. Holdet er også blevet mindre, for Jonathan, Johannes og Emil valgte selv at stoppe, fordi de ikke kunne lægge den tid, det kræver herfra. Det er en ærlig beslutning, og de skal have deres del af den top 5, for de var med hele vejen.
Tilbage er vi to: Max og Christopher. Læs mere om hvordan vi kom hertil, eller skriv til os, hvis I driver en klub og gerne vil se løsningen.
